Hegn med kunst på

Hvad gør besættelsesmagten i en langvarig undtagelsestilstand som den foreliggende, en tilstand der dybt berører lokalbefolkning, besøgende, erhvervsdrivende og ikke mindst – for Enghave Plads’ vedkommende - et symboltungt træ?

Metrobyggeriets tidsalder

Ligesom en række andre forhenværende åndehuller i København er Enghave Plads belejret af kraner, gravkøer, dybe huller og bunker af jord.

Besættelsesmagten er Metroselskabet og kommunen, og belejringen har det enkle mål at forbedre Københavns infrastruktur. Desværre er målet lige i øjeblikket en fjern lysplet for enden af en lang tunnel. Indtil slutningen af 2018 er der dømt byggeplads med grimme afskærmninger og indhegninger på en række folkekære steder i vores by. De ansvarlige forsøger naturligvis at mindske generne og gøre en dyd af nødvendigheden:

”Ideen er at bruge de træpladehegn, som vil omkranse alle Cityringens byggepladser, til midlertidige tiltag, så hegnene går fra at være en irriterendebarriere til at blive en spændende del af byen. Vi vil skabe gode byrum ved at bruge hegnene til byrumsmøbler, vertikale haver, kulturformidling, kunst og andre kreative bidrag. Vi kalder det Byens Hegn” (www.m.dk)
 

En projektgruppe under metroselskabet varetager vurdering og koordinering af rullende projekter, der afløser hinanden og finansieres af reklamer. Alle kan søge tilladelse og eventuelt finansiering til et projekt. Ansøgninger deles op i projekter under og over 5000 kr. Der lægges altså op til, at man kan få lidt håndører til maling, pottemuld eller andre materialer, mens mere end det betyder et mere omstændeligt forløb med længere behandlingstid. Der er seks kvaliteter som særligt prioriteres i udvælgelsen - udover økonomi gælder det forhold omkring projektets størrelse, varighed og så genistregen omkring lokal forankring, som jeg straks skal vende tilbage til. 

En særlig gruppe billeder skiller sig ud. ”Byens Spejl” omfatter seks kunstværker bestilt til seks specifikke steder af Forening til Hovedstadens Forskønnelse (1.3 mio. kr., rejst af foreningen ved hjælp af forskellige bidragsydere, har finansieret). Ivan Andersens bidrag ”Vampyrspejl” har siden oktober 2012 prydet hegnet ud til skaterparken.

Til dem der ikke lige kender til foreningen FHF, er det på sin plads at nævne, at den blev grundlagt i 1885 af brygger Carl Jacobsen og billedhugger Bissen for “at virke til forskjønnelse af Hovedstaden”. Ifølge foreningen er det arbejde i dag mere nødvendigt end nogensinde før, og det altoverskyggende projekt i 2012 var Cityhegnene. Så ja – mon ikke tanken er, at metrobyggeri tager tid og i den tid, det tager, hensættes en ellers billedskøn hovedstad i æstetisk krise. 

Enghave Plads 

Det første, der blev hængt op på pladsen var nogle store plader med uddrag af Louise Albers og Stina Motts bog Ode til Kastanjen om Vesterbro. Projektet, der for nylig er pillet ned og har efterladt hegnsplads til nye tiltag, emmer af lokal forankring og ærer på en gang bydelens skæve eksistenser og det fældede kastanjetræ som måtte lade livet og pladsen.

”Vi prioriterer projekter, der (..) er forankret i lokalmiljøet (eks. i motivvalg eller ved samarbejde med nabovirksomheder, osv.)” (www.m.dk) 

Netop lokal forankring, hævder jeg, er det snedigste af udvalgets 6 pejlemærker. Det er tydeligt, at det vægter tungt i de udvalgte projekter på pladsen: Don Johns portrætter af Vesterbro ansigter. Jeg må indrømme, det ikke er Vesterbrofolk, jeg personligt genkender, men dels er portrætterne udtryksfulde, dels betyder det faktum, at jeg ikke genkender dem, at jeg får en følelse af Vesterbro som stedet, hvor hverdagen og den lille mand tæller. En pointe der taler godt sammen med historierne fra Ode til Kastanjen. Uden at blive sentimental er oplevelsen et stolt og afstivet Vesterbro-ego.

Det er også den tænkte effekt af et mindre vellykket værk på pladsen - det interaktive ”Before I Die”. Tavlen opfordrer alle forbipasserende til at fuldende sætningen:”before I die I want to…” og dermed medskabe fortællingen om Vesterbros sjæl. Mindre vellykket synes jeg, fordi den sætning lægger op til patetiske floskler i stil med sangen ”En dag tilbage”. De mærkelige ligegyldig-, plat- og sjofelheder, som folk har responderet med (sjældent med særlig læsevenlig håndskrift, men ofte udenfor linjerne) tyder på, at Vesterbro åbenbart lader sig friste af det patetiske, når Vesterbro har fået en tår over tørsten, og så for at håne og nedgøre det. Dumme opgaver fortjener dumme svar. Trods det er ”Before I Die”-projektet sådan set meget sjovt – et format som kan udføres overalt i verden, og som efterfølgende fotodokumenteres og lægges på hjemmesiden beforeidie.cc. (I Assens går man således noget mere sirligt til opgaven end her).





Det er en klog disponering med al den folkesjæl, når der skal appelleres til overbærenhed og velvilje omkring udsigten til 5-6 års grimt byggerod, transport og støjgener alt sammen indledt med brutal makulering af et smukt og skattet kastanjetræ. Væk er en æras tradition, rødderne, bajerne og sammenholdet under træets liflige krone (når det gælder TRÆET er svælgen i patos til orientering HELT fint!), og hvad er der kommet i stedet? 

Dit og mit hegn

Svaret er hegn, men vel at mærke ikke ”metrohegn”. Nej – øl-drikkerens, præstens, kioskejerens hegn. Især er det den innovative ungdoms hegn – den har med Metrobyggeriet fået 6 km (altså samlet set på Frederiksberg og i København) udfoldelsesrum til at udstille, eksperimentere og ideudvikle. Ind imellem er det et problem for utæmmet kreativitet, at København er så skide pæn – forargelsen vil jo ingen ende tage, når noget nyt skyder op midt i al den pænhed. Nu får vi grimhed og byggepladsstemning i metermål, sågar på Kongens Nytorv - og det uperfekte og forgængelige viser sig at nære kreativitet. Enhver med evne, ide og støttemidler eller vilje til at udføre den gratis kan komme til – det er spændende, det er legende, og det er sjovt. Indrømmet er det nok mindre sjovt fra en lejlighed eller butik på første parket, men vi med bopæl i Humleby, kan relativt mageligt spille med og gøre en dyd af nødvendigheden:

Gå en tur om hegnet i ny og næ, undersøg udsmykningerne efterhånden som de ruller ind, smag på kaffen og mærk Vesterbros puls dunke - også i dit blod.
 

Ivan Andersens ”Vampyrspejlet” er en pause værd. Se på det, vend dig om og se med nye øjne på den verden det spejler, se igen på billedet. Maleriet er en mærkelig blanding af figurativt 1-1 forhold og abstraktion: linjer, flader og fri fantasi: en statue – den vi kender fra Enghave Parken? – lurer i baggrunden, men den kan man da ikke se herfra. Jo, stenen, rampen og skraldespanden er også i maleriet. Hvad gemmer det ulmende mørke i porten?

I eftermiddagssolen kaster beskuer og træer lange skygger og bliver del af spejlingen, men alle skaterne lidt længere væk og barnet på stenen, dem røber maleriet intet spor af.  Vampyrer! – alle til hobe!