Kom an, november!

I aftes lukkede Humleby traditionen tro ned for oktober måned
med gys og gru for alle pengene.

Mange har sikkert betragtet Halloween-festens indtog på
det danske marked med nogen skepsis. Skal vi nu til at købe
os fattige i slik, sminke, kostumer og tivoliture IGEN? Ligeså
mange har øjensynligt ladet sig forføre og overgivet sig til
løjerne. Kors, hvor jeg i hvert fald er kommet til at holde af
Halloween. Den fest er som skabt til Humleby!

Fra og med i dag står den på november, den trefold lange
og mørke. Men aldrig så snart har zombier, monstre og
gespenster fortrukket sig til deres grave før et andet festligt
indslag rejser sig fra de døde: torsdagsbaren! (hvem havde
turdet håbe på noget så herligt i så banal en anledning som
torsdag?)

De flotte græskar fra tirsdagens lygteværksted har vel også en
lille uge i sig, inden de må på møddingen. I paradisæbletræerne
dingler håbefulde politikere endnu efter stormen, som i stedet
tog Annettes kønne og nyttige fastalavnstøndetræ. Politikerne
får vel nu lov at pryde vore gader frem til kommunalvalget
den 19. november.

Så kom bare an du lange, grå-kolde og regnvåde november -
her i Humleby holder vi os lune med noget lånt (Halloween),
noget gammelt (torsdagsbaren - for nogle) og noget nyt
(tordagsbaren - for os andre) - traditioner og fællesskab - så
er der bare fire små torsdage til decemberhygge, julemarked,
havekalendre, nisser og pynt.

November november november - os får du ikke ned med
nakken!

Halloween står for døren

Tid til græskarlygter og vampyrflagermus

Piger i pyjamas hygger med uhygge..

Et voilá

Bank på vores dør - hvis du tør..

Gourmetmad med rygerlunger

Sille Engels madskole for Humlebys 9-14 årige fik sin debut kort før gadefesten, nemlig den 4. juni i år. Den dag holdt Sille sin første madklub for 15 unge kokke, og de lavede hele makreller med tilbehør.

Sille har i mange år arbejdet I køkkener og besluttede at få papirer på sit talent. I dag er Sille på sidste år af kokkeuddannelsen. Hun har i løbet af uddannelsen arbejdet på Restaurant Sorte Hest, og hun fulgte med da restaurant Kadeau overtog lokaliteten. Den nuværende praktikplads i Finansrådets kantine er mere forenelig med familie og tre børn, og så har hun fundet overskud til at forfølge et par drømme med projektet Frk.Engels madskole og selskaber.  

Sille fik ideen til madskolen, fordi arbejdet med børn og mad længe har været en drøm. Da hun hverken er pædagog eller køkkenchef, har projektet været ekstra uforudsigeligt og spændende:

“Jeg er nødt til at prøve mig frem og se, hvad der fungerer, og jeg har lært noget hver gang” siger hun.

15 børn på en gang viste sig at være I overkanten. Der var lidt for meget larm, lidt for meget ventetid og det var lidt for svært at trænge igennem med et par basale spilleregler, som ellers kan være nyttige, når en flok nye kokke indtager et køkken som beboerhusets.

Også prisen for deltagelse på 50 kr., som naturligvis ubeskåret går til mad, viste sig at være sat for lavt. Arrangøren gik fra den første madskole lidt fattigere og noget hæsere, men glad og med lyst til mere, for makrellen blev dejlig og børnene spiste den med stor fornøjelse. Ved sommerens anden madklub var deltagerlisten justeret ned til 10 og madbudgettet justeret op til 80 kr per næse, hvilket er perfekt.

Ikke en frikadelleklub

”Det, jeg håber at opnå med madklubben er – udover at få nogle erfaringer med madlavning med børn – at de lærer noget om kvalitet og råvarer, og at de får et nysgerrigt undersøgende forhold til mad og til at smage nye ting”.

Sidst bød madskolen på en, i Humleby sammenhæng, måske kontroversiel ret – nemlig kanin. Her blev børnene præsenteret for kaninen som noget andet end baghavens bløde kæledyr. Sille har ikke noget imod at udfordre, men hun er ikke hjerteløs – også hendes egne børn har de kæreste kaniner i haven:

”Jeg skrev på facebookgruppen, at det var det, vi skulle lave, så alle havde mulighed for at vælge det fra. Og det var der også enkelte, der benyttede sig af.”

Hvorfor har en flået kanin stadig øjne, men ingen ører? Når Humlebys 9-14 årige mødes i  beboerhuset, er der ikke nødvendigvis sikre børnehits på menuen. Det kræver en vis portion eventyrlyst og disciplin at deltage i Silles madskole. Som belønning for indsatsen får børnene en introduktion til, hvad madlavning også kan være. 

De ti der efter først til mølle princippet alligevel havde fået plads på holdet kastede sig til gengæld ud i parteringen af de hele dyr med krum hals og stor nysgerrighed. Alle ville gerne prøve og alle fik lov. Og det er netop en del af tanken bag projektet, at alle skal have mulighed for at prøve det hele. Der skal ikke være nogen, der har snittet tomat og agurk hele aftenen, det er for kedeligt og slet ikke meningen.

Under arbejdet er der nogle få retningslinjer, som deltagerne er nødt til at være indforstået med. Sille inddeler hold, og så arbejder man i dem og hjælper hinanden. Man må naturligvis meget gerne stille spørgsmål, men de mest kritiske og udfordrende af slagsen, kan man godt blive bedt om at gemme til evalueringen bagefter.

Det med kaninerne er nok noget, der er blevet snakket om både før, under og efter. Dyrene kom uden pels, men iøvrigt hele, og det affødte både undren og sjove snakke. Der findes en introduktionsvideo, hvor Henrik Boserup parterer en kanin. Sille fortalte eleverne, at den underholdende kok hævdede, at nogle kaniner havde ”rygerlunger” mens andre ikke havde. Og da madklubbens ene kanin ganske rigtigt viste sig at have sorte lunger, mens den andens fremstod ganske rosa, stod billederne af storrygende kaniner pludselig lysende klart i lokalet, hvilket var ret sjovt.   

Dannelse frem for opdragelse

Hele ideen om at pirre børnenes nysgerrighed og eventyrlyst i køkkenet har efter nærværende skribents mening stor værdi. Noget andet som i den sammenhæng kan være nok så vigtigt er, at kulinarisk stræben og ambition efterfølges af noget så prosaisk som opvask. Heri erklærer Sille sig ganske enig. Alligevel er opvask kun en lille del af programmet, de tre timer madskolen varer. Børnene bliver bestemt sat til at rengøre skærebrædder eller skåle, så de kan bruges igen. Men det skal også være hyggeligt. Der skal være plads til frikvarter undervejs, og det er vigtigere, at der er tid til at nyde måltidet og samværet omkring det. Den endelige mængde opvask kan derfor godt være imponerende, og her har forskellige frivillige forældre været så venlige at melde sig på banen. Kampen om opvasken, må vi tage derhjemme.

Var det ikke fordi slagteren havde misforstået ordren, skulle børnene selv have kørt oksekødet gennem kødhakkeren inden det blev til hakkebøffer med hjemmelavet ketjup og hjemmelavet mayo i flotte og velformede hjemmebagte burgerboller. Hvis børnene havde en forestilling om burger som fastfood, så ved de nu, at sådan forholder det sig ikke nødvendigvis – en kvalitetsburger med hjemmerørt ”det hele”, kan i den grad være ”slow”. I al hemmelighed tog det faktisk så lang tid, at Sille var helt taknemmelig over slagterens fadæse, da hun kun har én kødhakker, havde det været svært at nå det hele, så slagteren er tilgivet det forhakkede kød. 

Børnene får mulighed for at evaluere aftenens madlavning, mens de spiser, og selvom Sille frabeder sig alt for mange kække flabetheder, mens maden produceres, så får børnene besked på at være helt ærlige, når de evaluerer. En klage, som Sille har taget til sig, var, at der er for få redskaber. En enkelt pastamaskine til ti børn var for lidt, fordi børnene skulle vente. Der blev produceret rigeligt frisk pasta til aftensmaden, og alle havde pasta med, som skulle hænges op derhjemme, men det havde bestemt været rart med ekstra udstyr. 

Børnemadklubben fremover

Det er en generel udfordring, at hverken Sille eller beboerhuset råder over skolesæt af køkkenredskaber. Indtil videre bedes børnene selv medbringe, hvad de kan mønstre af skrælleknive og andet relevant værktøj, og Sille vil måske i fremtiden ty til Humlebys facebookside for eventuelt at låne mere særprægede ting såsom pastamaskiner og kødhakkere i nabolaget. Det er endnu uvist, hvad der sker med projektet, når Sille til sommer bliver færdig som kok. Hvis madskolen fortsætter derefter, kan der måske findes en anden løsning på manglen på skåle og skrælleknive, men indtil videre fungerer det andet fint nok.

Der har været efterspørgsel på et madkursus målrettet de største børn, hvilket Sille planlægger at forfølge i løbet af efteråret. Derudover har hun planer om, at resten af Humleby skal præsenteres for de nye køkkentalenter i forbindelse med gadefesten 2014. Madskolens debut var få dage før denne sommers gadefest, så næste år kan de passende fejre skolens første fødselsdag med en gimmick til festen. Mere ønsker hun ikke at løfte sløret for på nuværende tidspunkt, så vi må væbne os med tålmodighed.

For at deltage i madskolen, skal man være bosat i Humleby. Se iøvrigt Silles facebook side Frk. Engel om madskole og selskaber.


Humlebys beboerblad Nabo september 2013

Kampen om Haven

Restaurant Haven på Ny Carlsbergvej stod til at skulle lukke. Det drejede sig om en tvist mellem forpagter Kevin Bendix og hallernes bestyrelse, der består - eller muligvis er den korrekte bøjning her bestod - af pensionerede bryggeriarbejdere. 

I dagbladet Politikens udlægning af situationen nævnes joints, tis på vægge samt økonomiske uoverensstemmelser som mulige årsager. Bestyrelsesformand Torben Olsen udtalte dengang, at Bendix var opsagt per 1. maj, mens Bendix på sin side ville kæmpe til det sidste for at blive og i det mindste forestillede sig et dramatisk exit, der indebar, at han personligt med en motorsav ville gøre en ende på sin fine nybyggede terrasse. Også Carlsbergs pressechef Jens Bekke fik spalteplads, som han brugte på forsigtigt at antyde, at man undersøgte muligheden for at afsætte den siddende bestyrelse og på den måde redde restaurationen.

Siden har der ikke været skrevet og sagt ret meget nyt om sagen, så Nabos udsendte nærmede sig med en vis spænding området den 30. april om aftenen - muligvis Havens sidste dag.

Noget tyder på at Bekkes undersøgelser har båret frugt. I hvert fald mødte jeg en stille, fuldkommen hel og fin terrasse. Her var hverken gravøl eller motorsavsmassakre. Indendørs sad tre par og indtog i god ro og orden deres hakkebøf med bløde løg. Pigen i baren fortalte at restauranten indtil videre kan fortsætte sommeren ud. Så endnu ingen officiel afklaring, men lukket er Haven ikke.

 

Læs mere: Vesterbro Bladet 

Hegn med kunst på

Hvad gør besættelsesmagten i en langvarig undtagelsestilstand som den foreliggende, en tilstand der dybt berører lokalbefolkning, besøgende, erhvervsdrivende og ikke mindst – for Enghave Plads’ vedkommende - et symboltungt træ?

Metrobyggeriets tidsalder

Ligesom en række andre forhenværende åndehuller i København er Enghave Plads belejret af kraner, gravkøer, dybe huller og bunker af jord.

Besættelsesmagten er Metroselskabet og kommunen, og belejringen har det enkle mål at forbedre Københavns infrastruktur. Desværre er målet lige i øjeblikket en fjern lysplet for enden af en lang tunnel. Indtil slutningen af 2018 er der dømt byggeplads med grimme afskærmninger og indhegninger på en række folkekære steder i vores by. De ansvarlige forsøger naturligvis at mindske generne og gøre en dyd af nødvendigheden:

”Ideen er at bruge de træpladehegn, som vil omkranse alle Cityringens byggepladser, til midlertidige tiltag, så hegnene går fra at være en irriterendebarriere til at blive en spændende del af byen. Vi vil skabe gode byrum ved at bruge hegnene til byrumsmøbler, vertikale haver, kulturformidling, kunst og andre kreative bidrag. Vi kalder det Byens Hegn” (www.m.dk)
 

En projektgruppe under metroselskabet varetager vurdering og koordinering af rullende projekter, der afløser hinanden og finansieres af reklamer. Alle kan søge tilladelse og eventuelt finansiering til et projekt. Ansøgninger deles op i projekter under og over 5000 kr. Der lægges altså op til, at man kan få lidt håndører til maling, pottemuld eller andre materialer, mens mere end det betyder et mere omstændeligt forløb med længere behandlingstid. Der er seks kvaliteter som særligt prioriteres i udvælgelsen - udover økonomi gælder det forhold omkring projektets størrelse, varighed og så genistregen omkring lokal forankring, som jeg straks skal vende tilbage til. 

En særlig gruppe billeder skiller sig ud. ”Byens Spejl” omfatter seks kunstværker bestilt til seks specifikke steder af Forening til Hovedstadens Forskønnelse (1.3 mio. kr., rejst af foreningen ved hjælp af forskellige bidragsydere, har finansieret). Ivan Andersens bidrag ”Vampyrspejl” har siden oktober 2012 prydet hegnet ud til skaterparken.

Til dem der ikke lige kender til foreningen FHF, er det på sin plads at nævne, at den blev grundlagt i 1885 af brygger Carl Jacobsen og billedhugger Bissen for “at virke til forskjønnelse af Hovedstaden”. Ifølge foreningen er det arbejde i dag mere nødvendigt end nogensinde før, og det altoverskyggende projekt i 2012 var Cityhegnene. Så ja – mon ikke tanken er, at metrobyggeri tager tid og i den tid, det tager, hensættes en ellers billedskøn hovedstad i æstetisk krise. 

Enghave Plads 

Det første, der blev hængt op på pladsen var nogle store plader med uddrag af Louise Albers og Stina Motts bog Ode til Kastanjen om Vesterbro. Projektet, der for nylig er pillet ned og har efterladt hegnsplads til nye tiltag, emmer af lokal forankring og ærer på en gang bydelens skæve eksistenser og det fældede kastanjetræ som måtte lade livet og pladsen.

”Vi prioriterer projekter, der (..) er forankret i lokalmiljøet (eks. i motivvalg eller ved samarbejde med nabovirksomheder, osv.)” (www.m.dk) 

Netop lokal forankring, hævder jeg, er det snedigste af udvalgets 6 pejlemærker. Det er tydeligt, at det vægter tungt i de udvalgte projekter på pladsen: Don Johns portrætter af Vesterbro ansigter. Jeg må indrømme, det ikke er Vesterbrofolk, jeg personligt genkender, men dels er portrætterne udtryksfulde, dels betyder det faktum, at jeg ikke genkender dem, at jeg får en følelse af Vesterbro som stedet, hvor hverdagen og den lille mand tæller. En pointe der taler godt sammen med historierne fra Ode til Kastanjen. Uden at blive sentimental er oplevelsen et stolt og afstivet Vesterbro-ego.

Det er også den tænkte effekt af et mindre vellykket værk på pladsen - det interaktive ”Before I Die”. Tavlen opfordrer alle forbipasserende til at fuldende sætningen:”before I die I want to…” og dermed medskabe fortællingen om Vesterbros sjæl. Mindre vellykket synes jeg, fordi den sætning lægger op til patetiske floskler i stil med sangen ”En dag tilbage”. De mærkelige ligegyldig-, plat- og sjofelheder, som folk har responderet med (sjældent med særlig læsevenlig håndskrift, men ofte udenfor linjerne) tyder på, at Vesterbro åbenbart lader sig friste af det patetiske, når Vesterbro har fået en tår over tørsten, og så for at håne og nedgøre det. Dumme opgaver fortjener dumme svar. Trods det er ”Before I Die”-projektet sådan set meget sjovt – et format som kan udføres overalt i verden, og som efterfølgende fotodokumenteres og lægges på hjemmesiden beforeidie.cc. (I Assens går man således noget mere sirligt til opgaven end her).





Det er en klog disponering med al den folkesjæl, når der skal appelleres til overbærenhed og velvilje omkring udsigten til 5-6 års grimt byggerod, transport og støjgener alt sammen indledt med brutal makulering af et smukt og skattet kastanjetræ. Væk er en æras tradition, rødderne, bajerne og sammenholdet under træets liflige krone (når det gælder TRÆET er svælgen i patos til orientering HELT fint!), og hvad er der kommet i stedet? 

Dit og mit hegn

Svaret er hegn, men vel at mærke ikke ”metrohegn”. Nej – øl-drikkerens, præstens, kioskejerens hegn. Især er det den innovative ungdoms hegn – den har med Metrobyggeriet fået 6 km (altså samlet set på Frederiksberg og i København) udfoldelsesrum til at udstille, eksperimentere og ideudvikle. Ind imellem er det et problem for utæmmet kreativitet, at København er så skide pæn – forargelsen vil jo ingen ende tage, når noget nyt skyder op midt i al den pænhed. Nu får vi grimhed og byggepladsstemning i metermål, sågar på Kongens Nytorv - og det uperfekte og forgængelige viser sig at nære kreativitet. Enhver med evne, ide og støttemidler eller vilje til at udføre den gratis kan komme til – det er spændende, det er legende, og det er sjovt. Indrømmet er det nok mindre sjovt fra en lejlighed eller butik på første parket, men vi med bopæl i Humleby, kan relativt mageligt spille med og gøre en dyd af nødvendigheden:

Gå en tur om hegnet i ny og næ, undersøg udsmykningerne efterhånden som de ruller ind, smag på kaffen og mærk Vesterbros puls dunke - også i dit blod.
 

Ivan Andersens ”Vampyrspejlet” er en pause værd. Se på det, vend dig om og se med nye øjne på den verden det spejler, se igen på billedet. Maleriet er en mærkelig blanding af figurativt 1-1 forhold og abstraktion: linjer, flader og fri fantasi: en statue – den vi kender fra Enghave Parken? – lurer i baggrunden, men den kan man da ikke se herfra. Jo, stenen, rampen og skraldespanden er også i maleriet. Hvad gemmer det ulmende mørke i porten?

I eftermiddagssolen kaster beskuer og træer lange skygger og bliver del af spejlingen, men alle skaterne lidt længere væk og barnet på stenen, dem røber maleriet intet spor af.  Vampyrer! – alle til hobe!

 

Lockoutet

Mange børn i Humleby går på Vesterbro Ny Skole, der ligesom resten af Danmark er præget af den igangværende overenskomstkonflikt mellem stat og kommuner på den ene side og lærerne på den anden. Konsekvensen er aflyst undervisning.

Vesterbro Ny Skole er ikke den, der er hårdest ramt. 12 lærere er tjenestemandsansatte og derfor ikke lockoutede - det er relativt mange i en lærerstab på 46. Min Vilmas klasselærer er en af dem, hvorfor Vilma mandage og onsdage skal møde til undervisning helt som normalt. Da jeg på lockoutens anden dag afleverede hende i 1. C til sin første skoledag siden før påske, var gangene naturligvis usædvanligt tyndt befolket og det sædvanlige morgenmylder afløst af en mærkelig ro. Vi mødte et par Humleby familier fra andre klasser, de mødte blot ind til et par timer og ikke, som Vilmas klasse, til en hel skoledag. Uden for klasselokalerne går forældresnakken, der udveksles løsningsmodeller, og der bliver forhandlet og koordineret fælles pasning og ”skoleagtige” aktiviteter.

Konflikten skaber fællesskab

Det ganske land og i alt ca. 600.000 børn er ramt af konflikten. Overalt kommer børn med på arbejde, der arbejdes hjemme, der trækkes på bedsteforældre og endelig finder forældrene fælles pasningsløsninger. 640 af de børn går på Vesterbro Ny Skole. Jeg har bedst indblik i, hvordan det fungerer i de mindre klasser, hvor børnene jo i hvert fald ikke kan forventes at passe sig selv.

Fritidshjem og KKFO må ikke påtage sig konfliktramt arbejde, så det er ikke løsningen på eventuelle pasningsproblemer i skoletiden. Skoleleder Susan Egehoved har for at lette situationen for familierne prioriteret at samle undervisningen på hele dage i de små klasser, så de på dage med undervisning kan fortsætte i KKFO og fritidshjem som normalt.
Det er svært at orientere sig i, hvorvidt man i en snæver vending kan aflevere små skolebørn på skolen udenfor planlagte undervisningstimer. På Københavns Kommunes hjemmeside er meldingen overordnet, at skolerne har ”tilsynspligt”, hvilket jo lyder som om, man GODT kan aflevere sit barn. Lidt længere nede i et faneblad på samme side, står imidlertid, at man skal have anden pasning i baghånden, da børnene risikerer at blive sendt hjem – det passer bedre med informationerne fra skolen. Hver klasse har fået et skema, og eleven forventes kun at møde ind til de planlagte timer og dage. Tjenestemænd må nemlig heller ikke påtage sig konfliktramt arbejde. De må gerne i mindre omfang føre tilsyn, men de må ikke undervise andre eller mere, end de plejer.  Ledelsen må kun sættes i spil i akut opståede situationer.   

2013 – en uheldig årgang

Det vides ikke hvor længe lærerlockouten skal vare. Nu er den i hvert fald en realitet, og den eneste mulighed ser lige nu ud til at være et regeringsindgreb, hvor staten overtrumfer parternes forhandlinger og gennemfører en lovændring. Det afviser statsminister og regeringspartier helt foreløbig, men spekulationer går ikke desto mindre på, at det er det, der kommer til at ske – om 14 dage, om 5 uger om 2 måneder. Principielt er der ingen øvre grænse for, hvor længe lockouten kan trække ud. Men lærerne sultes, og der er som bekendt også nogle samfundshjul, der ikke kører af sig selv, så på et eller andet tidspunkt kommer der vel skoler igen.

Det går indtil videre fint med de kreative løsninger i de små hjem, herregud det vigtige er da, at der findes en god løsning for lærerne og for børnene. Varer lockouten ved, kan det dog godt være, at der bliver drevet rovdrift på velviljen, og at vores smilende bedsteforældre og arbejdsgivere bliver lidt flossede i kanten. 

Det værste lige nu er den gruppe, der helt sikkert taber på det her – afgangseleverne. De skriftlige afgangseksamener i maj og de mundtlige i juni risikerer at blive udskudt, og gennemføres de, har eleverne mistet værdifulde undervisningsdage. Skal de aflyste undervisningstimer indhentes inden da (og det skal de jo), er der ikke meget mere end 14. dage at løbe på, og så skal der knokles fra 8-16. Den tæt forbundne debat vedrørende heldagsskoler tyder på, at flere timer om dagen ikke virker.

Bare ærgerligt årgang 2013!

Forældre imod tvungne heldagsskoler

Jeg har sammen med en gruppe børn og forældre på Vesterbro produceret en lille gimmick for at gøre opmærksom på en for ringe folkeskolereform. Se vores Harlem Shake

Vinterdag på vesterbro

EN fin fin fridag med en fire-årig 

Nyt hår  hos Mette, Shunt

Kun os to på Skydebanens legeplads og på den fantastiske rutchebane!

Café Sonja, Saxogade

couleurs café

Tak for i dag