søndag den 13. maj 2012

Fra el-installatør til kunstnerkollektiv


Artikel i Nabo, maj 2012


En grim,  gammel Vesterbrofacade på Ny Carlsbergvej 37- El-installatør Ole Olsen - er som sunket i jorden. I dag fremstår matriklen med flotte, buede vinduespartier og huser to kreative værksteder nemlig Signe Kejlbo Textile Studio og tegnestuen Colors Geometry.
Puder, smykker, farvestemte udstillinger og lette påskedekorationer bag lyse vinduespartier – det er nye tider på Ny Carlsbergvej 37, kig forbi, ring og aftal åbningstider på 26190916 eller send en mail contact@signekejlbo.dk

Signe Kejlbo er uddannet fra Danmarks Designskole med speciale i væv. Studietiden  bragte hende rundt i tekstilernes verden fra haute couturen i Paris til indiske vævetraditioner i Kutch Ørkenen og endte med en ansættelse som produktudvikler hos Sagafur og en stor ordre på Signes håndvævede pelsmateriale fra Oscar de la Renta.

Signes håndvævede pels
på podiet hos Oscar de la Renta, 2007
 
I dag er 36 årige Signe Kejlbo bosat på Vesterbro med sin familie. Hun designer blandt andet bluser og tørklæder i let silke, skønne farverige uldsjaler, ekstravagante smykker og hårpynt samt smukke håndvævede puder. Meget er unika, så er du heldig finder du noget til en absolut rimelig pris, som er lige dig, og som ingen andre har. Udover egne designs importerer Signe de fineste vintage haorier (kimonoer) fra Japan. Sådan en ønsker jeg mig – den skal kaste det rigtige festlige og eksotiske skær over et par jeans eller bare sommerben.

Det hele kan ses og erhverves i butikken på Ny Carlsbergvej, men ring i forvejen, hvis du vil være sikker på at møde en åben dør – Signes arbejde fordrer jævnlig rejseaktivitet, og hun har ingen ansatte.

 
Evigt solskin over Vesterbro

Signe Kejlboes eventyrlige sager pryder to af facadens tre vinduer, i det tredje vindue hænger en snorlige række af skønne tegninger i klare farver og geometriske figurer – her er det tydeligvis en anden kunstner, der udstiller.

Marko foran sin butik. Her er åbent hver onsdag aften fra 17-21, så interesserede kan se nærmere på sagerne og købe en klog geometrisk fisk, eller hvad man nu falder for med hjem til stuen. Man kan også ringe og lave en aftale

På hjemmesiden www.colorsgeometry.com finder man flere eksempler på de finurlige tegninger .”Be proud of who you are” opfordrer en mærkelig orange fisk. ”Lets move to a place where the water taste like wine!! And the sun shines all the time” foreslår en blå fisk. Ophavsmanden må være glad for fisk, for katte også, og så vidt jeg lige kan bedømme, har vi ikke at gøre med en nypuritansk forsager af spiritus og smøger; ”kernesund familie” go home – her dyrker man byen, festen og ikke mindst kaffen – sort, koffeinholdig og i fulde drag.

Ved skrivebordet bag tegningerne arbejder kunstneren Marko. Han virker under navnet Colors Geometry – og det navn må siges at være spot on. Marko er jo flyttet ind i lokalet på hjørnet af Ny Carlsbergvej, så måske er det her, vandet smager som vin i evigt solskin?

Skriften på væggen

Jeg må opfordre til, at man holder øje med kulørte mure i byen, vores nye nabo lader sig ikke begrænse af Vesterbro-lokalets fire vægge. Når det bliver sommer skal papir i nogen grad skiftes ud med beton. Marko er nemlig i særdeleshed glad for kunst i det offentlige rum: ”Offentlig kunst er min favorit kunst! Jeg nyder selv at se farvesprudlende mure og skulpturer på min færd igennem byrummet, og selvsagt giver det en selvtilfredshed ikke kun at nyde, men også yde, bidrage til byens kolorit.”
Når Marko udsmykker gadebilledet, kan det for eksempel se sådan ud 

Har man mod på lidt detektivarbejde, er et spor at tage en tur til Nørrebroparken, og hvis sensommeren bringer dig forbi Kongens Nytorv, skulle du gerne kunne opleve 30 meter sprudlende, humoristisk farvegeometri ved metrobyggeriet. Når det sker, er min læser og jeg nu dem, der ved, hvem der har malet det!


Hjemmesider:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar