Rotteræs

Den lange og gruelige historie om en rottes endeligt i Jerichausgade

Man skulle tro det var løgn ...
Men da jeg hin søndag har modtaget maj-nummeret af Nabo og bananspisende har læst artiklen om rotten, rejser jeg mig og åbner skabet under køkkenvasken for at kassere bananskralden. Arrrrgh. Arrrrrrggh!
Op ad skraldespanden hopper den største rottehale. Jeg smækker døren i og hengiver mig til den i situationen mest nærliggende beskæftigelse: højt, vedholdende skrigeri. Ud af huset, hen ad gaden og
flere hyl. Alle jeg møder har set, hørt eller direkte haft besøg af rotter i Humleby. Konklusionen må være, at bydelen er under invasion. Et par huse nede finder jeg undtagelsen – her har man kat og giver den æren for, at rotterne holder sig væk.

 Da skadedyrsbekæmperen tre kvarter senere  indfinder sig på adressen, har jeg derfor også lovet mine unger en kat. Rottefængeren mener dog ikke, at en kat er svaret, hans erfaring siger, at rotterne er ret uanfægtede af katte og hunde, de bliver bare endnu bedre til at gemme sig. Han sætter et par fælder op hist og pist:”fælder der smækker for at dræbe, så pas endelig på pigerne ikke går i dem”. Han lover at tage kontakt og høre, hvordan det går i løbet af de kommende dage, men informerer samtidig helt ærligt om, at der snildt kan gå tre uger, før rotten går i fælden: ”Rotten er en meget sky fyr”, hævder han. Tre uger!

Som det vil fremgå, kom jeg nu ikke til at vente helt så længe.

Er jeg blevet gal?

Ja, den er sky, rotten, og god til at gemme sig. Faktisk så god at jeg kommer helt i tvivl om, hvorvidt jeg nu også så, hvad jeg så. Måske var jeg påvirket af Nabo-historien og bildte mig ind, at der var en rotte? Vi drysser mel ud på gulvet, som rotten kan sætte fodspor i og går i seng. Næste morgen er en af to fælder i skabet udløst, men uden fangst. Der er ingen fodspor i melet. Jeg synes jeg læser i øjnene på mine nærmeste, at de tvivler på mit mentale helbred. Var der overhovedet en rotte?

Tirsdag morgen er der afklaring – tydelige rottespor i melet. Jeg føler mig sjovt nok en lille smule lettet. Jeg gør rent hele tiden, og al mad er selvsagt smidt ud eller gemt væk i skabe, som rotten ikke har en chance for at forcere. Onsdag aften under tv-avisen hører vi pludselig lyden af små pusselanker, der tripper hen over gulvbrædderne. Min mand lister ned, men fuglen er fløjet (eller hvad det hedder, når vi taler om en rotte). Som ugen skrider frem bliver rotten åbenbart sulten og tørstig og kommer frem fra sit skjul bag panelet i tide og utide for at finde føde. Men ikke om den går i fælden.

Retningslinjer for beboere i bydele, der frekventeres af rotter:

Efter telefonisk kontakt til Kim Meiding fra kommunen, vil jeg hermed videregive et par gode råd
til alle, så vi kan undgå flere uønskede husdyr. Det er nu, min læser bedes spidse øren, for dette er mit egentlige ærinde med nærværende indlæg. Jeg citerer: ”Rotten render gerne to kilometer (!) for at få fat i den kartoffelchips”. I det væsentlige handler det her simpelthen om at undgå at fodre rotten – og husk: ”rotten kan, hvad rotten vil. Den kan klatre i træer, balancere på ledninger og trænge gennem bittesmå åbninger”.  Kim Meiding fremhæver følgende vigtige indsatsområder:

-  Fuglefoder. Stop fodring af fugle i perioder med rotter (læs: NU!)
-  Kaninbure. Kaninen skal selvfølgelig have mad, men ikke på et sted, som er tilgængeligt for rotter. Rotterne tager gerne for sig af retterne, og kaninen vil typisk bare sidde og glo. Så snart rotten ved, at her er mad, vender den tilbage igen og igen. Enten skal nettet i buret altså være ekstremt finmasket , for eksempel volierenet, eller man må se på kaninen til den er færdig med at spise eller måske  tage den ind i huset til måltider.
-  Madrester. Sørg for at feje grundigt op efter udendørs middage, grillarrangementer og lignende.

Jeg spørger også Kim, om han har et bud på, hvorfor vi har rotter i Humleby. Oftest skyldes det et brud på kloakken et sted i området, hvor rotterne så har gravet sig op til overfladen. Vi leder altså efter et lille hul i jorden. Rotterne kan dog også valfarte til området, fordi de lugter mad. Kim opsummerer: ”Undgå at have mad, undgå gerne organisk materiale overhovedet i gården og hold øje med rottehuller”. Han mener ikke, der er belæg for at ændre livsstil iøvrigt: ”Åbn endelig havedøre og vinduer, når det er varmt”.

Den er god med ham, fra nu af vil en åben havedør her i huset være skarpt bevogtet!

Selvtægt

Hermed vender jeg tilbage til vores rottes skæbne.
I løbet af de første dage fik vi undersøgt kloakker, finkæmmet haven for huller, og vi satte fælder op. Der var ingen tegn på indtrængen af rotter og ingen rotter i fælden. Som tiden gik, blev vi mere avancerede.
Min mand satte videoudstyr op, som udløstes ved bevægelse, og det lykkedes ham faktisk at fange dyret på video, men altså ikke i fælden.
Ved ugens udgang havde han så fundet frem til en ven, der ejer en luftpistol. Udstyret med militærstøvler (hvor de kom fra, ved jeg ikke), køller, beskyttelsesbriller og altså luftpistol suppleret med ikke så lidt tålmodighed,  satte to jægere sig på lur i vores stue. Endelig kom rotten frem, rotten registrerede, at de var der, rotten var sulten,  fattede mod og vovede sig ind i lokalet.
Rotten blev skudt søndag aften kl. 22.09.
Næste dag fik min heltemodige husbond tilbudt job i kommunens afdeling for skadedyrsbekæmpelse.

Elefanten på dansegulvet

Artikel i Nabo, maj 2010

I Dansehallernes foyer er en café med mere for tiden under udvikling. Stedet hedder Elefanten og er i hænderne på et hold, der ser muligheder frem for begrænsninger.

I januar, da jeg interviewede direktør Louise Seibæk om Dansescenen, løftede hun sløret for, at folkene bag Rust på Nørrebro ville åbne en café i husets foyer. Hun mente ikke at love for meget ved at varsle cafeen åbnet i forbindelse med det - i nærværende magasin omdiskuterede - bilræs i april. Vi skriver snart juni, men hvor er den?

Personligt er jeg spændt på udfaldet. Jeg kan godt lide kaffe, croissanter og cafémad, og det smager altid bedre ude end hjemme. Især kaffen. Til tider er der for langt til latte-bæltet på den anden side af Enghave Plads, så jeg glæder mig til den café i Dansehallerne.

Jan Schjønning foran sin bar i Dansehallernes foyer.

Et område med muligheder

Jeg møder derfor til en aftale med Lars Orlamundt, som er direktør for Rust, for at høre, hvad det lovende ”café med mere” egentlig dækker over. Det er torsdag middag, og forberedelserne til Dansens Dage er i fuld gang. Lars er blevet kaldt væk fra sin pind grundet en nødssituation i form af defekt lydudstyr. Bag baren (for en bar det er her dog) finder jeg derfor makkeren Jan Schjønning, der fortæller at stedet skal huse visse arrangementer, som ikke egner sig til lokalerne på Nørrebro, og at man derudover vil tage udgangspunkt i de mennesker, som er i området.

Udfordringen er, at der er tale om forskellige grupper med forskellige behov. Dansescenens publikum selvfølgelig, men også folk, der arbejder her og andre erhvervsdrivende, der har lejet sig ind på Carlsbergs område. Førstesalen huser en del af et gymnasium, TAP 1 tiltrækker såvel koncertgæster som konferencer. Og påpeger jeg, så er der jo alle os i Humleby.

Jan viser mig rundt og maler scenen op: Releaseparty for fire-femhundrede mennesker (afhængigt af brandmyndighedernes direktiver), langborde med muntert snakkende gymnasieelever, dagens ret til at indtage på stedet eller hente med hjem. Bagest ”fødselsdagsrummet” til selskaber og møder – med flotte mosaikker på væggene er detaljen i orden, men vi taler minimum en gang maling, oprydning og ikke så lidt pynt, før jeg ville indtage min fødselsdagkage her.

Og endelig det bedste: Pergolaen, hvor man kommer til at kunne sidde ved fine små borde med udsyn over Akademiets have. Hækken er blevet klippet, så øjet uhindret kan nyde parken. Jeg forestiller mig de inspirerede Nabo-artikler, én vil kunne skrive her. En god kop the og måske noget hvidt kniplingsværk vil være på sin plads.

”Og her har vi så køkkenet”

Køkken? Jo bevares, der er da hvide fliser på væggene, hvilket nok er vældig køkkenagtigt, men alligevel. Her er ikke noget, der i mine øjne tyder på, at her kan produceres catering, dagens ret eller noget som helst andet lige foreløbig. Det er nok mig, der mangler fantasi. Jan insisterer i hvert fald på, at der allerede er sket meget og med et afløb i gulvet, så skulle det være på plads. Baren er skam også allerede åben, indtil videre i forbindelse med forestillinger på Dansescenen. Resten er på trapperne, om det så bliver middag før forestillingen; lejlighedsvis natklub; frokostudbringning til erhvervsdrivende, eller bare afternoon tea på pergolaen til mig.

Jeg glæder mig lidt endnu.