Til Kick off i Dansehallerne

Fra forestilling af Lynch Company 

Fotograf: Per Morten Abrahamsen 

Artikel i Nabo, september 2011

         

Ankommet til dansehallernes søndagsarrangement Kick off mødes vi som det første af den nyindrettede plads foran huset omkranset af et hav af parkerede cykler.  Det er en mærkelig på en gang solrig og regnvåd eftermiddag, men trods dryp fra himlen er pladsen summende af isspisende børn og voksne, der konverserer eller leger og går på line på de dertil indrettede planker og ramper.

Indenfor i hallerne er der også liv. Der er en lang kø foran isboden, hvor to travle kvinder langer gratis Hansen flødeis over disken. En lille scene – Mini Carl - er sat op i dagens anledning, og her fortæller dansere og koreografer om deres kunstart og om sæsonens forestillinger.

Jeg får at vide, at jeg lige kan nå den sidste række smagsprøver på sæsonens forestillinger på scenen Store Carl, men et blik på mine medbragte, badutspringende småpiger overbeviser mig om, at de kunstneriske oplevelser må vente til en aften i byen uden børn. Pigerne får i stedet hver en hvid ballon og vi bevæger os hen til husets anden scene - Lille Carl. Her står døren åben og en flok mindre børn og deres voksne er - opmuntret af nogle repræsentanter fra Ung Dansescene - i fuld gang med en danseworkshop. Vi slutter os til selskabet og danser som robotter, som næsehorn og bener rundt i rummet som gazeller på savannen. Takket være charmerende instruktioner, levende trommerytmer, der tilpasser sig dansens skiftende temaer, og ikke mindst takket være de vidunderlige omgivelser, som huset tilbyder bliver workshoppen eftermiddagens absolutte højdepunkt for hele familien. 

Foto fra åbningen af TAP E pladsen i juni 2010

Hjemvendt skynder jeg mig på nettet for at tilmelde Vilma en prøvetime i dans for de 5-6 årige, men holdet er desværre allerede overtegnet.

Efter disse udfoldelser var iskøen reduceret til en overkommelig størrelse, og isspisende overværede vi begivenhederne på Mini Carl. Koreograf Jacob Stage præsenterede Mute Comps forestilling “Knock on Unpainted Wood”. Vi gik jo glip af den visuelle præsentation, men kunne nu i stedet høre lidt om forestillingen. Knock on Unpainted Wood er den første i en serie af tre forestillinger om store kriminelle økonomier, og den handler om Trafficking.  Koreografen blev suppleret af danseren Taziana Frachiolla, som både fortalte om sin baggrund for at stå på den moderne dansescene  og om sine oplevelser med at lave research til den aktuelle forestilling. Et overraskende virkelighedsnært og tungt emne for en danseforestilling, men i det mindste fortrød jeg ikke, at jeg ikke havde taget Vilma på 5 år med ind og se den.

Foto fra Knock on Unpainted Wood 

af Mute Comp.

Om jeg så selv har lyst til at udsætte mig for den? På hjemmesiden præsenteres forestillingen som Mute Comps bud på Lukas Moodyssons spillefilm Lilja4ever. Moodysson er efter min mening den vigtigste europæiske filminstruktør lige nu, og Lilja er blandt mine absolutte yndlingsfilm, så hvorfor ikke se hvad moderne dans kan gøre for den historie? - hvis det da er til at få billetter..

Rotteræs

Den lange og gruelige historie om en rottes endeligt i Jerichausgade

Man skulle tro det var løgn ...
Men da jeg hin søndag har modtaget maj-nummeret af Nabo og bananspisende har læst artiklen om rotten, rejser jeg mig og åbner skabet under køkkenvasken for at kassere bananskralden. Arrrrgh. Arrrrrrggh!
Op ad skraldespanden hopper den største rottehale. Jeg smækker døren i og hengiver mig til den i situationen mest nærliggende beskæftigelse: højt, vedholdende skrigeri. Ud af huset, hen ad gaden og
flere hyl. Alle jeg møder har set, hørt eller direkte haft besøg af rotter i Humleby. Konklusionen må være, at bydelen er under invasion. Et par huse nede finder jeg undtagelsen – her har man kat og giver den æren for, at rotterne holder sig væk.

 Da skadedyrsbekæmperen tre kvarter senere  indfinder sig på adressen, har jeg derfor også lovet mine unger en kat. Rottefængeren mener dog ikke, at en kat er svaret, hans erfaring siger, at rotterne er ret uanfægtede af katte og hunde, de bliver bare endnu bedre til at gemme sig. Han sætter et par fælder op hist og pist:”fælder der smækker for at dræbe, så pas endelig på pigerne ikke går i dem”. Han lover at tage kontakt og høre, hvordan det går i løbet af de kommende dage, men informerer samtidig helt ærligt om, at der snildt kan gå tre uger, før rotten går i fælden: ”Rotten er en meget sky fyr”, hævder han. Tre uger!

Som det vil fremgå, kom jeg nu ikke til at vente helt så længe.

Er jeg blevet gal?

Ja, den er sky, rotten, og god til at gemme sig. Faktisk så god at jeg kommer helt i tvivl om, hvorvidt jeg nu også så, hvad jeg så. Måske var jeg påvirket af Nabo-historien og bildte mig ind, at der var en rotte? Vi drysser mel ud på gulvet, som rotten kan sætte fodspor i og går i seng. Næste morgen er en af to fælder i skabet udløst, men uden fangst. Der er ingen fodspor i melet. Jeg synes jeg læser i øjnene på mine nærmeste, at de tvivler på mit mentale helbred. Var der overhovedet en rotte?

Tirsdag morgen er der afklaring – tydelige rottespor i melet. Jeg føler mig sjovt nok en lille smule lettet. Jeg gør rent hele tiden, og al mad er selvsagt smidt ud eller gemt væk i skabe, som rotten ikke har en chance for at forcere. Onsdag aften under tv-avisen hører vi pludselig lyden af små pusselanker, der tripper hen over gulvbrædderne. Min mand lister ned, men fuglen er fløjet (eller hvad det hedder, når vi taler om en rotte). Som ugen skrider frem bliver rotten åbenbart sulten og tørstig og kommer frem fra sit skjul bag panelet i tide og utide for at finde føde. Men ikke om den går i fælden.

Retningslinjer for beboere i bydele, der frekventeres af rotter:

Efter telefonisk kontakt til Kim Meiding fra kommunen, vil jeg hermed videregive et par gode råd
til alle, så vi kan undgå flere uønskede husdyr. Det er nu, min læser bedes spidse øren, for dette er mit egentlige ærinde med nærværende indlæg. Jeg citerer: ”Rotten render gerne to kilometer (!) for at få fat i den kartoffelchips”. I det væsentlige handler det her simpelthen om at undgå at fodre rotten – og husk: ”rotten kan, hvad rotten vil. Den kan klatre i træer, balancere på ledninger og trænge gennem bittesmå åbninger”.  Kim Meiding fremhæver følgende vigtige indsatsområder:

-  Fuglefoder. Stop fodring af fugle i perioder med rotter (læs: NU!)
-  Kaninbure. Kaninen skal selvfølgelig have mad, men ikke på et sted, som er tilgængeligt for rotter. Rotterne tager gerne for sig af retterne, og kaninen vil typisk bare sidde og glo. Så snart rotten ved, at her er mad, vender den tilbage igen og igen. Enten skal nettet i buret altså være ekstremt finmasket , for eksempel volierenet, eller man må se på kaninen til den er færdig med at spise eller måske  tage den ind i huset til måltider.
-  Madrester. Sørg for at feje grundigt op efter udendørs middage, grillarrangementer og lignende.

Jeg spørger også Kim, om han har et bud på, hvorfor vi har rotter i Humleby. Oftest skyldes det et brud på kloakken et sted i området, hvor rotterne så har gravet sig op til overfladen. Vi leder altså efter et lille hul i jorden. Rotterne kan dog også valfarte til området, fordi de lugter mad. Kim opsummerer: ”Undgå at have mad, undgå gerne organisk materiale overhovedet i gården og hold øje med rottehuller”. Han mener ikke, der er belæg for at ændre livsstil iøvrigt: ”Åbn endelig havedøre og vinduer, når det er varmt”.

Den er god med ham, fra nu af vil en åben havedør her i huset være skarpt bevogtet!

Selvtægt

Hermed vender jeg tilbage til vores rottes skæbne.
I løbet af de første dage fik vi undersøgt kloakker, finkæmmet haven for huller, og vi satte fælder op. Der var ingen tegn på indtrængen af rotter og ingen rotter i fælden. Som tiden gik, blev vi mere avancerede.
Min mand satte videoudstyr op, som udløstes ved bevægelse, og det lykkedes ham faktisk at fange dyret på video, men altså ikke i fælden.
Ved ugens udgang havde han så fundet frem til en ven, der ejer en luftpistol. Udstyret med militærstøvler (hvor de kom fra, ved jeg ikke), køller, beskyttelsesbriller og altså luftpistol suppleret med ikke så lidt tålmodighed,  satte to jægere sig på lur i vores stue. Endelig kom rotten frem, rotten registrerede, at de var der, rotten var sulten,  fattede mod og vovede sig ind i lokalet.
Rotten blev skudt søndag aften kl. 22.09.
Næste dag fik min heltemodige husbond tilbudt job i kommunens afdeling for skadedyrsbekæmpelse.

Elefanten på dansegulvet

Artikel i Nabo, maj 2010

I Dansehallernes foyer er en café med mere for tiden under udvikling. Stedet hedder Elefanten og er i hænderne på et hold, der ser muligheder frem for begrænsninger.

I januar, da jeg interviewede direktør Louise Seibæk om Dansescenen, løftede hun sløret for, at folkene bag Rust på Nørrebro ville åbne en café i husets foyer. Hun mente ikke at love for meget ved at varsle cafeen åbnet i forbindelse med det - i nærværende magasin omdiskuterede - bilræs i april. Vi skriver snart juni, men hvor er den?

Personligt er jeg spændt på udfaldet. Jeg kan godt lide kaffe, croissanter og cafémad, og det smager altid bedre ude end hjemme. Især kaffen. Til tider er der for langt til latte-bæltet på den anden side af Enghave Plads, så jeg glæder mig til den café i Dansehallerne.

Jan Schjønning foran sin bar i Dansehallernes foyer.

Et område med muligheder

Jeg møder derfor til en aftale med Lars Orlamundt, som er direktør for Rust, for at høre, hvad det lovende ”café med mere” egentlig dækker over. Det er torsdag middag, og forberedelserne til Dansens Dage er i fuld gang. Lars er blevet kaldt væk fra sin pind grundet en nødssituation i form af defekt lydudstyr. Bag baren (for en bar det er her dog) finder jeg derfor makkeren Jan Schjønning, der fortæller at stedet skal huse visse arrangementer, som ikke egner sig til lokalerne på Nørrebro, og at man derudover vil tage udgangspunkt i de mennesker, som er i området.

Udfordringen er, at der er tale om forskellige grupper med forskellige behov. Dansescenens publikum selvfølgelig, men også folk, der arbejder her og andre erhvervsdrivende, der har lejet sig ind på Carlsbergs område. Førstesalen huser en del af et gymnasium, TAP 1 tiltrækker såvel koncertgæster som konferencer. Og påpeger jeg, så er der jo alle os i Humleby.

Jan viser mig rundt og maler scenen op: Releaseparty for fire-femhundrede mennesker (afhængigt af brandmyndighedernes direktiver), langborde med muntert snakkende gymnasieelever, dagens ret til at indtage på stedet eller hente med hjem. Bagest ”fødselsdagsrummet” til selskaber og møder – med flotte mosaikker på væggene er detaljen i orden, men vi taler minimum en gang maling, oprydning og ikke så lidt pynt, før jeg ville indtage min fødselsdagkage her.

Og endelig det bedste: Pergolaen, hvor man kommer til at kunne sidde ved fine små borde med udsyn over Akademiets have. Hækken er blevet klippet, så øjet uhindret kan nyde parken. Jeg forestiller mig de inspirerede Nabo-artikler, én vil kunne skrive her. En god kop the og måske noget hvidt kniplingsværk vil være på sin plads.

”Og her har vi så køkkenet”

Køkken? Jo bevares, der er da hvide fliser på væggene, hvilket nok er vældig køkkenagtigt, men alligevel. Her er ikke noget, der i mine øjne tyder på, at her kan produceres catering, dagens ret eller noget som helst andet lige foreløbig. Det er nok mig, der mangler fantasi. Jan insisterer i hvert fald på, at der allerede er sket meget og med et afløb i gulvet, så skulle det være på plads. Baren er skam også allerede åben, indtil videre i forbindelse med forestillinger på Dansescenen. Resten er på trapperne, om det så bliver middag før forestillingen; lejlighedsvis natklub; frokostudbringning til erhvervsdrivende, eller bare afternoon tea på pergolaen til mig.

Jeg glæder mig lidt endnu.

Humleby som nyt trafik-knudepunkt?

Artikel i Nabo 

De mange arrangementer på Carlsberg trækker mennesker til området og dermed også en del trafik og taxakørsel til Humleby. Og der er mere på vej – næste weekend den 10. og 11. april løber festivallen ”Biler og Racing” af stablen, og så åbner der i øvrigt en gocart bane i bygningen på hjørnet af Ny Carlsbergvej og Vesterfælledvej.

”Undskyld, men ved du om vi skal betale for at parkere her?”

”Nej” svarer jeg glad ”søndag er parkering stadig ganske gratis”

”Herligt” siger den rare mand ”Vi skal nemlig derover på Carlsberg og smage noget chokolade”

På trods af, at der faktisk er rigeligt med parkeringspladser i Jerichausgade på dette tidspunkt denne søndag, og på trods af at jeg slet ikke ejer en bil, der skal parkeres, så mærker jeg, hvordan de små sko begynder at stramme. ”Jamen, hvis du skal til chokolademesse på Carlsberg, så er det sandelig meningen, at du benytter Carlbergs store og dertil indrettede BETALINGS-parkeringsplads” tænker jeg, men jeg siger det nu ikke.

Der er i stigende grad liv på Carlsbergs område.  Dansehallerne og garagegallerierne og i særdeleshed diverse arrangementer i TAP1 (eller ”Mega-Vega”, når musikken spiller) på Ny Carlsbergvej bringer besøgende til bydelen i hidtil uset målestok. Det minder mig om min fortid i en lejlighed på Skt. Markusplads ved Forum: Fine parkeringsforhold og nærmest dødsens fred og ro - undtagen lige de weekender med messer og aftener med koncerter, hvor det pludselig kunne vrimle med teenagere, der var ”stang-bacardi” eller biler, der holdt parkeret på enhver mulig - lovlig som ulovlig - kvadratcentimeter, mens gaderne var pakket tæt med cirkulerende biler på jagt efter en holdeplads.

Er synet af en trafikstille gade med frie parkeringspladser ved at være fortid i Humleby? Her er det Küchlersgade.

Er det fremtidsscenariet for Humleby?

I hvert fald kan min genbo Inger berette om flere bekymrede observationer i Jerichausgade. For selvom en enkelt chokolademesse-besøgende familie en solskinsfyldt søndag formiddag måske passerer ubemærket, så kan de store arrangementer mærkes. Med en kapacitet på op til 4600 gæster, er det klart, at det nye koncerthus giver anledning til en del ankomster i bil og taxa. Privatbilister kan ikke finde ud af, hvor de skal hen og kører søgende rundt. Taxachaufførerne kender deres smutveje gennem Küchlersgade og Jerichausgade, og de kører som bekendt ikke altid efter legende børn forhold. Dertil kommer støj fra koncerterne, hvor en har oplevet sit hus og sine vinduer vibrere. Hvor generende støj føles, er selvfølgelig individuelt, men opleves støjgenerne fra arrangementerne meget voldsomt, er det måske en ide at kontakte skov- og miljøstyrelsen med henblik på en decibelmåling. En anden kom for skade at åbne sit 2. sals vindue under en koncert, men blev i stedet for den intenderede friske luft mødt af en tæt sky af cigaretrøg fra koncertgængere på gaden, der i øvrigt også råbte og hujede så dagligstuen føltes som forvandlet til bodega.  

 Der er dog også dem der ser muligheder frem for problemer i den nye situation. Således skrabede et par skolepiger fra Jerichausgades bare ende en større formue sammen i deres popcorn-bod på Ny Carlsbergvej inden koncerten med Thomas Helmig. Og i den forbindelse kan jeg informere om, at den café som skulle være åbnet i Dansehallerne i forbindelse med billøbet næste weekend er forsinket og først åbner til maj, så det skulle være muligt at slå lidt mønt af safttørstige og popcornsultne bilentusiaster.

Circle of Tears

Besøgte Villa Salo i går med Trine. www.villa-salo.dk.

Moderne dans på Carlsberg

Humlebys nye naboer, artikel i Nabo

Dansehallerne, Pasteursvej 14-24, www.dansehallerne.dk

I Carlsbergs tidligere mineralvandsfabrik Tap E har Dansehallerne siden sommeren 2009 haft adresse. Det drejer sig om den store, hvide bygning, man passerer, når man endelig har fundet indgangen til de hemmelige haver. Dansehallerne, som er et bofællesskab og huser forskellige aktører indenfor moderne dans i København, har her titusind kvadratmeter at boltre sig på. Ved åbningsfesten den 16. august var værterne Dansescenen, Dansens hus og Dansk Danseteater. Siden har også truppen Mute Comp. Physical Theatre sluttet sig til foretagendet, og til april åbner folkene bag spillestedet Rust café og restaurant med udendørsservering i foyeren.

Ved et besøg en tilfældig fredag eftermiddag suger min familie og jeg stemningen i huset til os. Og stemningsfyldt er der i de rå lokaler. Vilma på 4 år styrer direkte hen til butikkens stativ med farvestrålende tyl i børnestørrelser. Her tager butiksindehaver Mette Bachdal sig af besøgende i huset. Bortset fra Mette og os selv er den store søjlefoyer denne fredag i januar mennesketom, og Vilmas gennemtrængende stemme giver genlyd, da hun løbende indtager rummet: ”hvis jeg ikke må få en balletdragt, vil jeg hjeeem”. Barnet finder en stol, der hænger ned fra loftet og fungerer udmærket som gynge – det køber os tid til at gå på opdagelse i Dansehallernes udstillingsrum. Lige nu er det dansebilleder af fotograf Christoffer Askman, der hænger på væggene.

Fra mineralvandsfabrik til danseteater

I stueetagen finder man scenerne store Carl og lille Carl, der har plads til henholdsvis 204 og 70 tilskuere. Dansescenens direktør Louise Seibæk fortæller over telefon om huset, at meget i princippet var givet ved indflytningen. Der var bade- og omklædningsfaciliteter i forbindelse med scenerummene, der var træningslokaler og den store hal i den fredede hvide bygning, er jo oplagt som foyerområde. Andre forhold er mindre hensigtsmæssige, for eksempel mangler rummene lidt i højden. ”Det var jo noget vi godt vidste, men derfor har vi også byggeprojekter, der skal tilføre højde og fjerne søjler. Så får vi plads til flere publikummer, og der bliver ordentlig plads til Dansk Danseteater”.

Spurgt om hvordan sammenflytningen på Carlsberg indtil videre forløber, kan Louise fortælle, at forudsætningen for at flytte til Carlsberg er ændret lidt på grund af finanskrisen. Udviklingen af det levende område på Carlsberg, som Dansehallerne gerne ville bidrage til og være en del af, går langsommere, end man havde håbet. Flytningen er på alle måder et kæmpe projekt og en stor omvæltning, hvor de involverede parter stadig finder ud af, hvilke synergier der sættes i gang, når forskellige institutioner flytter ind under samme tag. Louise understreger, at dansen har fået et fantastisk hus, og for Dansescenens vedkommende har publikumsundersøgelser vist at en stor del af de besøgende, mens Dansescenen lå på Østerbro, under alle omstændigheder kom fra Vesterbro og Valby. I det lys giver placeringen også god mening.  

For tiden er muren ved store Carl overmalet med graffiti i forbindelse med electric boogie forestillingen Menneskerobot. Nogle kender måske koreografen Steen Koerner fra den Reumertvindende hiphop version af Nøddeknækkeren på Avenue T. Menneskerobot er en forestilling Louise Seibæk gerne vil fremhæve for Nabos læsere, som en flot og anderledes forestilling af en koreograf, der selv bor på Vesterbro. ”Den passer godt til området og til lokalerne, så det er en forestilling, der er gået godt”. Menneskerobot kører til og med 6. februar. Humlebys beboere fik som bekendt tilbudt naborabat på udvalgte datoer, og det er stadig muligt at få billetter. Forestillingen byder på videoscenografi af Jacob Schokking, musik af Yo-akim og tekst af Lucy Love og Saul Williams, den byder på en ægte robot samt 9 menneskerobotter, heriblandt et gensyn med Nick Johnsen og Jeppe Thybo, Robotdrengene, der vandt DR1s Talent 2008.

Snart efter indtager Dansescenens sambo Dansk Danseteater scenen. Dansk Danseteater turnerer under overskriften Spring Dance med to af truppens kunstneriske leder Tim Rushtons egne værker, CaDance og Enigma, samt med Like a Star af den israelske koreograf Adi Salant. Også Rushton har flere gange vundet Reumert prisen for årets bedste danseforestilling. Spring Dance kan opleves på Dansescenen fra den 11. februar.

I maj og juni vil lørdagspicnicen for omkring en 50’er per næse kunne kombineres med moderne dans i Akademiets have. Også den begivenhed har titlen Spring Dance og produceres af Dansk Danseteater. Dansescenens sæsonkatalog kan i øvrigt findes på hjemmesiden. Billetter købes via Billetnet.

Professionelle dansere og dans for dødelige

Vi tager trappen op til anden sal og træder ind i, hvad der føles som husets hjerte. Et fantastisk rum, ligeså stort som foyeren i stueetagen, lysere, og indrettet mellem de tykke betonpiller med mindre sofagrupper og flydepuder i stærke farver. Her finder vi Dansens Hus’ bibliotek og informationscenter. Dansens Hus er en selvejende institution under Kulturministeriet, der har til formål at støtte professionelle dansere og koreografer og udbrede kendskab til moderne dans. Har man interesse for emnet, vil man med et dansXtra medlemskab for 150 kr. om året blandt andet modtage elektronisk nyhedsbrev, invitationer til forpremierer og rabatter til foredrag og arrangementer i Dansens Hus.

Her på anden sal findes en række træningslokaler, der i dagtimerne er forbeholdt professionelle dansere, men aften og weekend lejes ud til danserelateret virksomhed.  Ved informationscentret finder vi et utal af muligheder – Vilma beslutter sig prompte for at gå til både mavedans og ballet, sidstnævnte har længe stået på ønskelisten, mavedans er et nyt behov, som vi kan takke en mørk skønhed i lyserøde gevandter på en flyer for.

I en knaldgul sofa er en kvinde ved at udfylde nogle papirer, måske er hun blandt de dansere, der næste weekend 5.-7. februar går til audition i Dansehallerne i håb om at slutte sig til Dansk Danseteater. Rundt i kanten af rummet og langs gangen er der liv i et par kontorer, og der står vinterstøvler parkeret foran et af husets øvelokaler. To spinkle kvinder i blødt træningstøj krydser på lette danserfødder rummet, de smiler til Vilma, der iført flyverdragt øver piruetter omkring en betonpille. Danserne forsvinder gennem en dør.

Også vi er på vej ud ad døren og hjem præget af den energi, der selv på en lavaktiv fredag eftermiddag bruser i Dansehallerne. Til ophængning på køleskabsdøren bringer vi information om mavedans og ballet – til videre overvejelse.