I aftes lukkede Humleby traditionen tro ned for oktober måned
med gys og gru for alle pengene.
Mange har sikkert betragtet Halloween-festens indtog på
det danske marked med nogen skepsis. Skal vi nu til at købe
os fattige i slik, sminke, kostumer og tivoliture IGEN? Ligeså
mange har øjensynligt ladet sig forføre og overgivet sig til
løjerne. Kors, hvor jeg i hvert fald er kommet til at holde af
Halloween. Den fest er som skabt til Humleby!
Fra og med i dag står den på november, den trefold lange
og mørke. Men aldrig så snart har zombier, monstre og
gespenster fortrukket sig til deres grave før et andet festligt
indslag rejser sig fra de døde: torsdagsbaren! (hvem havde
turdet håbe på noget så herligt i så banal en anledning som
torsdag?)
De flotte græskar fra tirsdagens lygteværksted har vel også en
lille uge i sig, inden de må på møddingen. I paradisæbletræerne
dingler håbefulde politikere endnu efter stormen, som i stedet
tog Annettes kønne og nyttige fastalavnstøndetræ. Politikerne
får vel nu lov at pryde vore gader frem til kommunalvalget
den 19. november.
Så kom bare an du lange, grå-kolde og regnvåde november -
her i Humleby holder vi os lune med noget lånt (Halloween),
noget gammelt (torsdagsbaren - for nogle) og noget nyt
(tordagsbaren - for os andre) - traditioner og fællesskab - så
er der bare fire små torsdage til decemberhygge, julemarked,
havekalendre, nisser og pynt.
November november november - os får du ikke ned med
nakken!
fredag den 1. november 2013
Abonner på:
Opslag (Atom)