At investere i mursten..

Omskrevet fra artikel i Nabo maj 2018

Maj måned efter Humlebys fælles forårsrengøring plejer at være tidspunktet, hvor det lysegrønne, blomstrende og friske forår virkelig nydes, men i år går jeg i stedet rundt og holder øje med ”murstensblomsterne” på folks tage...

Nogle brandkamme står knivskarpt med hele mursten og intakte fuger - enkelte endda med den helt rigtige røde stribe i de gule mursten. Ligesom der er skorstene deroppe (to på hvert hus), der decideret strutter af opadstræbende sundhed.

Til jer, hvis tag befinder sig i denne allerpæneste ende af skalaen vil jeg bare sige: Jeg ser det!

Jeg ved nemlig nu, at det at genetablere husets stolte rejsninger efter alle kunstens regler, med den rigtige mørtel uden iblandet cement og med den rigtige røde stribe, må have kostet jer adskillige drømme: rejser, badeværelser, sabbatår, bryllupsfester, og hvad vi nu ellers finder på at drømme om her på egnen!

Nå, men i den anden ende af skalaen (desværre den ende mit eget hus befinder sig i) holder sporadiske plamager af træt mørtel desperat sammen på skæve, forfaldne skorstene, mens smuldrevorne brandkamme truer med simpelthen at give op og rutsje lige ned i hovedet på folk og fæ. Hvis historierne taler sandt, er det rent faktisk sket engang et sted i Humleby, at en hel brandkam således skiftede placering på et ganske lille øjeblik - SCHWUUUSCHJ. Det er altså om at få dem limet godt fast igen, inden det går så galt – dette er en ”need to have” og ikke en ”nice to have”- investering.

Men hvor er det vildt, hvad man kan få lov at investere i to (den ene helt - og den anden stort set inaktive) skorstene plus to skvatparate minimure på hvad? 30 centimeter? Noget jeg aldrig før har skænket en tanke, mens jeg nu pludselig ikke kan tænke på andet - SCHWUUUSCHJ.

Vi indhentede tre tilbud. Det dyreste fik vi fra en bundsolid og kompromisløs murer, der var smittende vild med mursten, røde striber og kvalitetsmørtel (den uden iblandet cement!). Hvor ville jeg gerne have takket ja til den kvalitetsbevidste entusiast lige på stedet, mens vi stod og snakkede.

MEN AK! Drømmen om at familien engang i fremtiden kan stige lidt af hamstehjulet et par måneder under varmere himmelstrøg, rutsjede for mit indre blik ned fra taget og gik i stykker, da jeg åbnede det tilsendte tilbud.

Det billigste tilbud - som formåede at udgøre et ret betydeligt beløb, mens det vel at mærke alligevel lå langt under halv pris af det første – kom fra en murer, som udviste større forståelse for, at en familie med tre børn kan have mere spændende ting at brænde penge af på end to latterligt små mure og to pynteskorstene på taget. Det blev altså ham, vi valgte.

Hele huset er nu pakket ind i stillads, havemøbler og grill er bunket op i et hjørne, og haveforskønnelsen må vente!

Forhåbentlig sidder de s…. mursten så i det mindste fast (trods cement i mørtelblandingen) til vi en dag skal have skiftet taget. Og den dag kommer – jeg ved det!

Indtil da lever drømmen...

Dagens RIS & ROS til DSB

eller: Når man ikke har blogget noget i mere end 3 år, er en dårlig oplevelse med DSB, da et fint sted at starte.. Forsinkelser er irriterende, men afgange der går til tiden, når man er der til tiden, og som man så alligevel ikke når, det er jo idiotisk!!  Jeg sidder her i toget på vej til Odense (KBH H 8.30 til Esbjerg). Toget skal bringe mig frem til et kursus, som Jeg har glædet mig til. Jeg håber på at lære noget, som jeg har brug for at vide i mit arbejdsliv. Jeg kommer en lille halv time for sent, og det er jeg både ked af og frustreret over. Frustreret fordi det så let kunne have været undgået - det er så dumt, og det er DSBs skyld!  Lige i dag i myldretiden vælger DSB at afprøve skærme og kaldesystemer på Københavns Hovedbanegård - “toget til Ålborg 8.00 er cirka 10 minutter forsinket” messer damen igen og igen ud over hele station, og alle skærme underbygger annonceringen: forventet afgang først 8.05 og lidt efter 8.13. Lidt ærgerligt. Jeg har billet og pladsbillet og er kommet i god til til at nå mit tog, men ventetiden benyttes til at købe mere kaffe og slentre til perronen. Da jeg træder ned på spor 5 kl. 8.01 afgår et tog fra perronen; mit tog!  Det kan ikke være rigtigt? Jeg kommer desværre til at sige fuck og for helvede, men jeg undlader at råbe af DSB-damen, der bekræfter, at det var mit tog og fortæller, at fejlannonceringen skyldtes, at DSB tester info-systemerne (de virker kan jeg afsløre. - vi passagerer tror på, at det der annonceres, er det vi har at forholde os til!). Det er jo ikke hendes skyld, hun har prøvet at kommunikere videre, at det er en dårlig ide at kalde forsinkelser på aktuelle afgange.  Jeg er rimelig spids overfor den dame, der står og hjælper folk i billetkontoret med at trække et nummer. “Det skal nok gå” kommer hun til at sige og helt sikkert i en god mening. Jeg slår knuder på mig selv - det går da dårligt, jeg kommer jo for sent. (Undskyld dame, det var heller ikke din skyld, og du må ovenikøbet være i en eller anden form for arbejdsprøvning, som du står så pænt og hjælper folk med at trække et nummer? - seriøst undskyld!, selvfølgelig: det skal da nok gå og hav en dejlig dag!)  Jeg trækker vejret, nu skal jeg virkelig tage mig sammen og være venlig overfor billetdamen. Vreden og frustrationen, der ikke rigtigt kan få afløb stiger op i øjnene, mens jeg kort forklarer min situation, beder om information om næste afgang til Odense og om at få byttet min pladsbillet. Hun giver mig det jeg skal bruge: “Det er da også virkelig irriterende, jeg håber du får en god dag, selvom du bliver forsinket”.  ROS til de tre DSB-damer!  Jeg kæmper med frustrationstårer, og på vej til spor 8 løber et par enkelte ud over kanten - Ihh hvor irriterende, altså. Jeg har brug for at råbe af nogen, og jeg tror også, det ville hjælpe at bande (noget mere). Så her kommer det altså i kapitaler: Hvad FANDEN I HELVEDE er meningen med at prøve kaldesystemerne ved at råbe og vise fejlannonceringer på folks afgange kl 8 om morgenen? Det er da noget af det dummeste, jeg har oplevet.  RIS til den eller dem, der er mastermind bag den øvelse!

Det er slut med vand i kælderen (så godt som…)

Enghaveparken skal holde Humlebys nederste etage tør

Som en oase midt i al den forskønnede og forskønnende aktivitet på Vesterbro, ligger Enghaveparken: et yndigt omend godt slidt åndehul med en relativt nyligt istandsat bemandet legeplads og et leben af alle mulige vesterbroere i alle mulige aldre og kulører, der bruger parken og har det helt rart side om side.

Byggepladserne invaderer ydre Vesterbro, så vi snart ikke kan bevæge os tre skridt ud af Humleby, før vi støder på høje hegn, larmende gravemaskiner, store kraner og dybe huller. Jeg nævner i flæng Enghave Plads, Carlsberg, Platanvej, Carlsberg, Vesterbrogade, Tove Ditlevsens Plads, fik jeg sagt Carlsberg? Resten af Vesterbro er allerede så skingrende fin og nypudset, at en ærlig øldrikker knap tør besudle bydelen - med et ærligt cigaretskod for eksempel.

En og anden snublede nok også i ordet ”slidt” i ovenstående manchet, og hvad er den nu også af? Vi kan da ikke tage til takke med en nedslidt oase her midt i vores pæne kvarter. Men fortvivl ej, og lad endelig være med at få morgenkaffen i den gale hals, for der er minsandten endnu en betryggende byggeplads med iboende løfte om snarlig skønhed i farvandet.

At det er Arne Jacobsen, der står bag de to toiletskure ved Ejderstedgade, er ordentligt kamufleret under duemøg og graffiti. Engang i fremtiden kan vi under koncerten på scenen gå på toilettet i en irgrøn pavillon prydet af fine slyngplanter i stedet for spraymaling. 

”Fejebakkeparken” bliver både skønnere og meget mere praktisk

Den 26. juni 2014 står det at læse i dagbladet Politiken, at det er kommet for en dag, at selveste Arne Jacobsen i slutningen af 1920’erne har tegnet bygningerne i Enghaveparken (Nabo-bladet er helt stille omkring den sindsoprivende opdagelse, for redaktionen er som bekendt gået på sommerferie). Men enhver kan jo sige sig selv, at det ikke går an, at nogle af Arne Jacobsens tidligste værker står så helt og aldeles forfaldne og overtaggede hen (to boder ved Enghavevej er ovenikøbet helt jævnet med jorden) – heldigvis har AP Møller fonden i hvert fald haft blik for katastrofen og prompte doneret 11 millioner kroner til renovering af de eksisterende indgangsporte, pavilloner og scene.

Områdefornyelsen Centrale Vesterbro er på banen (og har i øvrigt været det siden 2012) og forsøger at rejse den nødvendige kapital – i alt cirka 80 millioner er slaget på tasken. En arkitektkonkurrence er gennemført – Ikke alene skal Enghaveparkens eksisterende kulturskatte renoveres og føres tilbage til deres oprindelige glans, parken spiller også en rolle i kommunens såkaldte skybrudsplan. Ingeniørfirmaet COWI, arkitektfirmaet Tredje Natur og proceskonsulenterne Open Air Neighbourhood har vundet udbuddet med et projekt, som blandt andet betyder, at Enghaveparkens nyklassicistiske inddeling og struktur bevares, der laves to ekstra indgange, Arne Jacobsen-boderne genopføres, mens søen forsvinder, samtidig vil ”(p)arken (…) ifølge forslaget i fremtiden kunne sikre bydelens kældre imod såkaldt 100 årsregn (…). Med sin grundform som en slags kæmpe fejebakke vil parken kunne opmagasinere op til 26.000 m3 regnvand, som efter et skybrud langsomt kan tømmes til kloakken.” (citeret fra Københavns Kommunes hjemmeside)

26.000 m3 vand! Så er det dælme slut med det tilbagevendende soppebassin i min kælder!

Men hvornår?

En telefonsamtale med projektleder Mette Willaing Zeuthen fra Områdefornyelsen Vesterbro skal afklare spørgsmålet om tidsperspektivet. Hvornår kan jeg forvente, at denne væsentlige forbedring af min personlige livskvalitet indtræder? Svaret er ikke så enkelt, og samtalen med Mette bliver ganske lang. Jeg forstår på det hele, at visse dele af projektet er særligt usikre - kan der rejses kapital til at genopbygge Arne Jacobsens boder med dertil hørende mulighed for caféliv omkring hovedindgangen, og i hvilken udstrækning kan man indfri ønsket om at skabe vandmiljøer, hvor det opsamlede regnvand bliver synligt i parken (fx på legepladsen og i en regnvandshave)? Projektet forhales dels af det oplagte økonomiske spørgsmål: financieringen af forslaget afhænger blandt andet af kommunens aktuelle budgetforhandlinger. Dels er parken fredet, og alle ændringer skal behandles og godkendes, hvilket tager tid. Heldigvis er der et godt samarbejde med de relevante myndigheder, og da vinderprojektets løsning er en fleksibel ramme, som bevarer parkens oprindelige struktur, er Mette Willaing Zeuthen ret sikker på, at man nok skal komme frem til en godkendt løsning. Det optimistiske bud er, at første spadestik tages i efteråret 2016. Bygningsrenovering og nye indgange mener Mette dog godt kan komme i gang noget før, hvis kommunen vel at mærke vælger at takke ja til A. P. Møllers penge.    

Og hvad spørgsmålet om Vesterbros måske af al den sk… pænhed truede mangfoldighed angår, så er den skam med i planen. Vesterbros områdefornyelsesslogan ”plads til forskelle” løber som en understøm i projektet: Alle parkens brugere fra øldrikkeren til den ensomme ældre dame, den studerende og børnefamilien bliver spurgt, hvad der er vigtigt for dem. Alles ønsker og behov skal fortsat – og endda i endnu højere grad – rummes i parken. Fremover skal den så bare rumme en hel masse regnvand også.

Her står jeg i min pæne udgravede kælder iført gummistøvler og kan næsten ikke vente… 

Særligt interesserede og/eller utålmodige sjæle kan tilmelde sig områdefornyelse Vesterbros nyhedsbrev og/eller følge dem på facebook

fornøjelser og misfornøjelser til fastelavn

Humlebys fastelavnsfest anno 2014

Om de fantasier, drømme, al den tid for ikke at tale om brugte penge, der kan ligge bag at komme anstigende til fastelavn - uden udklædning!

Fastelavn i Humleby er en fryd for ganen og for øjet - fastelavnsboller, cacao, slikposer og monster flotte kostumer. Siden Halloween har vi lunet os i vores vinterhi, med det spirende forår kommer nu fastelavn, og alle springer vi ud i gaderne iført nye, farvestrålende - og i stor stil hjemmelavede - kostumer. Lige flotte, fantasifulde og vilde år efter år.

Denne mor til tre søde piger i fastelavnsalderen er helt vild med ideen om selv at finde på og sy sjove, spændende rober til lejligheden. Jeg elsker at forestille mig, hvor fine og flotte og især smækfulde af lykkelige barndomsminder ungerne bliver i et eller andet festfyrværkeri af en udklædning, som sidder lige i skabet. I år består drømmen i hele tre små gennemarbejdede kostumer. Mindsten er heldigvis klaret med lidt ansigtsmaling og et strutskørt fra klædudkassen (vupti en "Hello Kitty"). Noomi på 5 år elsker - ELSKER! - my little pony - den bliver svær!

Er du hus?

Skolebarnet har ikke mindre end fire fastelavnsarrangementer i løbet af weekenden - så bliver kreationen da behørigt vist frem, tænker jeg, og glade og energiske springer vi sammen ud i opgaven. Efter et vist researcharbejde på pinterest og det øvrige internet (en pinterest-søgning på "costumes" giver farligt mange fine resultater) beslutter vi os for en Alice i eventyrland, der har spist tryllekage og er vokset ud af sit papkassehus. Vi køber stof, syr kjole, laver en lille flaske med et "drik mig" skilt og maler hus på kasse. Det bliver ret flot synes vi selv, men klassens børn og voksne til det første arrangement, ser mest at Vilma er klædt ud som hus. Arrgh!

Så kommer fastelavn til kor, fastelavn i skole of fritidshjem og endelig Humlebys. Da vi når dertil er Vilma træt af at være Alice i eventyrland/hus og finder den hvide dame fra Halloween frem - igen arrgh! 

Fra pony uden vinger til pony uden pony 

Og den lille blå regnbue-pony - den er super sød til fastelavn i børnehaven. Godt nok når vi aldrig til Rainbow Dash'es små, blå vinger og ansigtsmalingen driller (jeg genkender fuldstændig følelsen fra børnetegningstiden - kløften mellem det forestillede motiv og det reelle resultat er intet mindre end gigantisk) - men hvem andre end Noomi kan huske at Rainbow Dash har vinger, og Noomi er alligevel en glad lille pony helt i blåt, noget der tilnærmelsesvis mimer et regnbuelyn-cutiemark på kinden sammen med lidt glitter og farvestrålende paryktotter som manke og hale.

Til Humlebys fastelavn tropper Noomi op i sort flyverdragt, uglet hår og hvid sløjfe i håret. Hun ligner en der har tilbragt formiddagen med at lege i sit nattøj, hvilket måske også er det, hun er.

Heldigvis er der plads til alle omkring tønderne, og heldigvis er alle de andre børn super flotte og festlige. Der kunne sikkert fortælles mange gode historier om deres vej til succes. Tips modtages gerne!

Kom an, november!

I aftes lukkede Humleby traditionen tro ned for oktober måned
med gys og gru for alle pengene.

Mange har sikkert betragtet Halloween-festens indtog på
det danske marked med nogen skepsis. Skal vi nu til at købe
os fattige i slik, sminke, kostumer og tivoliture IGEN? Ligeså
mange har øjensynligt ladet sig forføre og overgivet sig til
løjerne. Kors, hvor jeg i hvert fald er kommet til at holde af
Halloween. Den fest er som skabt til Humleby!

Fra og med i dag står den på november, den trefold lange
og mørke. Men aldrig så snart har zombier, monstre og
gespenster fortrukket sig til deres grave før et andet festligt
indslag rejser sig fra de døde: torsdagsbaren! (hvem havde
turdet håbe på noget så herligt i så banal en anledning som
torsdag?)

De flotte græskar fra tirsdagens lygteværksted har vel også en
lille uge i sig, inden de må på møddingen. I paradisæbletræerne
dingler håbefulde politikere endnu efter stormen, som i stedet
tog Annettes kønne og nyttige fastalavnstøndetræ. Politikerne
får vel nu lov at pryde vore gader frem til kommunalvalget
den 19. november.

Så kom bare an du lange, grå-kolde og regnvåde november -
her i Humleby holder vi os lune med noget lånt (Halloween),
noget gammelt (torsdagsbaren - for nogle) og noget nyt
(tordagsbaren - for os andre) - traditioner og fællesskab - så
er der bare fire små torsdage til decemberhygge, julemarked,
havekalendre, nisser og pynt.

November november november - os får du ikke ned med
nakken!

Halloween står for døren

Tid til græskarlygter og vampyrflagermus

Piger i pyjamas hygger med uhygge..

Et voilá

Bank på vores dør - hvis du tør..

Gourmetmad med rygerlunger

Sille Engels madskole for Humlebys 9-14 årige fik sin debut kort før gadefesten, nemlig den 4. juni i år. Den dag holdt Sille sin første madklub for 15 unge kokke, og de lavede hele makreller med tilbehør.

Sille har i mange år arbejdet I køkkener og besluttede at få papirer på sit talent. I dag er Sille på sidste år af kokkeuddannelsen. Hun har i løbet af uddannelsen arbejdet på Restaurant Sorte Hest, og hun fulgte med da restaurant Kadeau overtog lokaliteten. Den nuværende praktikplads i Finansrådets kantine er mere forenelig med familie og tre børn, og så har hun fundet overskud til at forfølge et par drømme med projektet Frk.Engels madskole og selskaber.  

Sille fik ideen til madskolen, fordi arbejdet med børn og mad længe har været en drøm. Da hun hverken er pædagog eller køkkenchef, har projektet været ekstra uforudsigeligt og spændende:

“Jeg er nødt til at prøve mig frem og se, hvad der fungerer, og jeg har lært noget hver gang” siger hun.

15 børn på en gang viste sig at være I overkanten. Der var lidt for meget larm, lidt for meget ventetid og det var lidt for svært at trænge igennem med et par basale spilleregler, som ellers kan være nyttige, når en flok nye kokke indtager et køkken som beboerhusets.

Også prisen for deltagelse på 50 kr., som naturligvis ubeskåret går til mad, viste sig at være sat for lavt. Arrangøren gik fra den første madskole lidt fattigere og noget hæsere, men glad og med lyst til mere, for makrellen blev dejlig og børnene spiste den med stor fornøjelse. Ved sommerens anden madklub var deltagerlisten justeret ned til 10 og madbudgettet justeret op til 80 kr per næse, hvilket er perfekt.

Ikke en frikadelleklub

”Det, jeg håber at opnå med madklubben er – udover at få nogle erfaringer med madlavning med børn – at de lærer noget om kvalitet og råvarer, og at de får et nysgerrigt undersøgende forhold til mad og til at smage nye ting”.

Sidst bød madskolen på en, i Humleby sammenhæng, måske kontroversiel ret – nemlig kanin. Her blev børnene præsenteret for kaninen som noget andet end baghavens bløde kæledyr. Sille har ikke noget imod at udfordre, men hun er ikke hjerteløs – også hendes egne børn har de kæreste kaniner i haven:

”Jeg skrev på facebookgruppen, at det var det, vi skulle lave, så alle havde mulighed for at vælge det fra. Og det var der også enkelte, der benyttede sig af.”

Hvorfor har en flået kanin stadig øjne, men ingen ører? Når Humlebys 9-14 årige mødes i  beboerhuset, er der ikke nødvendigvis sikre børnehits på menuen. Det kræver en vis portion eventyrlyst og disciplin at deltage i Silles madskole. Som belønning for indsatsen får børnene en introduktion til, hvad madlavning også kan være. 

De ti der efter først til mølle princippet alligevel havde fået plads på holdet kastede sig til gengæld ud i parteringen af de hele dyr med krum hals og stor nysgerrighed. Alle ville gerne prøve og alle fik lov. Og det er netop en del af tanken bag projektet, at alle skal have mulighed for at prøve det hele. Der skal ikke være nogen, der har snittet tomat og agurk hele aftenen, det er for kedeligt og slet ikke meningen.

Under arbejdet er der nogle få retningslinjer, som deltagerne er nødt til at være indforstået med. Sille inddeler hold, og så arbejder man i dem og hjælper hinanden. Man må naturligvis meget gerne stille spørgsmål, men de mest kritiske og udfordrende af slagsen, kan man godt blive bedt om at gemme til evalueringen bagefter.

Det med kaninerne er nok noget, der er blevet snakket om både før, under og efter. Dyrene kom uden pels, men iøvrigt hele, og det affødte både undren og sjove snakke. Der findes en introduktionsvideo, hvor Henrik Boserup parterer en kanin. Sille fortalte eleverne, at den underholdende kok hævdede, at nogle kaniner havde ”rygerlunger” mens andre ikke havde. Og da madklubbens ene kanin ganske rigtigt viste sig at have sorte lunger, mens den andens fremstod ganske rosa, stod billederne af storrygende kaniner pludselig lysende klart i lokalet, hvilket var ret sjovt.   

Dannelse frem for opdragelse

Hele ideen om at pirre børnenes nysgerrighed og eventyrlyst i køkkenet har efter nærværende skribents mening stor værdi. Noget andet som i den sammenhæng kan være nok så vigtigt er, at kulinarisk stræben og ambition efterfølges af noget så prosaisk som opvask. Heri erklærer Sille sig ganske enig. Alligevel er opvask kun en lille del af programmet, de tre timer madskolen varer. Børnene bliver bestemt sat til at rengøre skærebrædder eller skåle, så de kan bruges igen. Men det skal også være hyggeligt. Der skal være plads til frikvarter undervejs, og det er vigtigere, at der er tid til at nyde måltidet og samværet omkring det. Den endelige mængde opvask kan derfor godt være imponerende, og her har forskellige frivillige forældre været så venlige at melde sig på banen. Kampen om opvasken, må vi tage derhjemme.

Var det ikke fordi slagteren havde misforstået ordren, skulle børnene selv have kørt oksekødet gennem kødhakkeren inden det blev til hakkebøffer med hjemmelavet ketjup og hjemmelavet mayo i flotte og velformede hjemmebagte burgerboller. Hvis børnene havde en forestilling om burger som fastfood, så ved de nu, at sådan forholder det sig ikke nødvendigvis – en kvalitetsburger med hjemmerørt ”det hele”, kan i den grad være ”slow”. I al hemmelighed tog det faktisk så lang tid, at Sille var helt taknemmelig over slagterens fadæse, da hun kun har én kødhakker, havde det været svært at nå det hele, så slagteren er tilgivet det forhakkede kød. 

Børnene får mulighed for at evaluere aftenens madlavning, mens de spiser, og selvom Sille frabeder sig alt for mange kække flabetheder, mens maden produceres, så får børnene besked på at være helt ærlige, når de evaluerer. En klage, som Sille har taget til sig, var, at der er for få redskaber. En enkelt pastamaskine til ti børn var for lidt, fordi børnene skulle vente. Der blev produceret rigeligt frisk pasta til aftensmaden, og alle havde pasta med, som skulle hænges op derhjemme, men det havde bestemt været rart med ekstra udstyr. 

Børnemadklubben fremover

Det er en generel udfordring, at hverken Sille eller beboerhuset råder over skolesæt af køkkenredskaber. Indtil videre bedes børnene selv medbringe, hvad de kan mønstre af skrælleknive og andet relevant værktøj, og Sille vil måske i fremtiden ty til Humlebys facebookside for eventuelt at låne mere særprægede ting såsom pastamaskiner og kødhakkere i nabolaget. Det er endnu uvist, hvad der sker med projektet, når Sille til sommer bliver færdig som kok. Hvis madskolen fortsætter derefter, kan der måske findes en anden løsning på manglen på skåle og skrælleknive, men indtil videre fungerer det andet fint nok.

Der har været efterspørgsel på et madkursus målrettet de største børn, hvilket Sille planlægger at forfølge i løbet af efteråret. Derudover har hun planer om, at resten af Humleby skal præsenteres for de nye køkkentalenter i forbindelse med gadefesten 2014. Madskolens debut var få dage før denne sommers gadefest, så næste år kan de passende fejre skolens første fødselsdag med en gimmick til festen. Mere ønsker hun ikke at løfte sløret for på nuværende tidspunkt, så vi må væbne os med tålmodighed.

For at deltage i madskolen, skal man være bosat i Humleby. Se iøvrigt Silles facebook side Frk. Engel om madskole og selskaber.


Humlebys beboerblad Nabo september 2013